Akut dystoni: Tardiv dystoni.

Skrevet af Erik Dupont, Overlæge, Neurologisk afdeling, Århus Kommunehospital.

Behandling

Behandlingen er, at patienten skal have antikolinerg medicin som f.eks. biperidin (Akineton ®) som indsprøjtning hurtigst muligt på skadestue eller hos lægen. Denne behandling er yderst effektiv og afbryder hurtigt ubehaget. En beroligende, muskelafslappende indsprøjtning med f.eks. diazepam kan også hjælpe, både på angsten og på dystonien.

Inden patienten når til lægen, kan genånding i papirspose bedre tilstanden noget, såfremt der er svært øget åndedræt, hyperventilation.

Det er vigtigt, at patienter, som starter behandling med et neuroleptikum eller med et kvalmestillende medikament af nævnte type informeres af lægen om, at der i sjældne tilfælde (omkring 5%) kan optræde akut dystoni de første dage af behandlingen. Sker det, skal behandlingen selvfølgelig ophøre og lægen tilkaldes.

Årsagerne til, at nogle individer reagerer så kraftigt på nogle få doser af en i øvrig nyttig og oftest veltålt medicin, er kun delvist kendte. Har en person fået nævnte medicintyper i mere end 3-4 dage uden at udvikle akut dystoni, er der som regel ikke længere nogen risiko for denne dystoniform. Der kan derimod ved fortsat behandling med de samme medicintyper igennem måneder være risiko for at udvikle såkaldt sen eller tardiv dystoni.

Tardiv dystoni

Tardiv dystoni, udløst af længere varende behandling med forskellige typer stærk nervemedicin, antipsykotika (neuroleptika) eller med et kvalmemiddel (metoklopramid), kan opstå i alle aldre.

Denne dystoniform er betydeligt sjældnere end akut dystoni og opstår først efter måneders behandling (hyppighed angives varierende mellem 0.4 – 2 %). Tilstanden kendes af både psykiatere og neurologer, mens praktiserende læger sjældent har større erfaring med denne dystoniform.

Symptomerne er meget varierende fra person til person. De kan begynde som stivhedsfølelse af kæbernes eller af halsens muskler, eller som overdreven øjenlukningstendens, der kan udvikle sig til blefarospasmer. Andre ansigtmuskler kan indrages som periodiske spændinger og mimiske ændringer. Dyston ændring af stemmen og talen kan forekomme, ligesom vedholdende ufrivillige kæbebevægelser eller tungebevægelser. Der kan udvikle sig halsmuskeldystoni i form af torticollis eller retrocollis og ledsagende spændinger i øvre rygmuskulatur. Der kan komme vridende kropsbevægelser eller asymmetriske eller skæve kropsstillinger. Dystonien kan hos nogle patienter lokaliseres til armens og håndens muskler og hindre finere, præcise bevægelser, eller til benets muskler, så gangen ændres.

Når tardiv dystoni opstår hos unge eller yngre individer, bliver dystonien ofte mere udbredt i kroppen, mens den med stigende alder tit kun har en mere begrænset udbredning.

Behandling

Behandlingen af tardiv dystoni kan være en vanskelig opgave, som neurolog og psykiater bør samarbejde om. Det er vigtigt, at patienten ophører med den medicin, som har udløst symptomerne. Herefter kan der være håb om gradvis aftagen af dystonien, som helt kan svinde efter uger eller måneder. Nogle patienter må dog fortsætte med anden medicin af lignende type, som den der udløste dystonien.

Nyere typer neuroleptika som f.eks. olanzapin (Zyprexa ®), med mindre tendens til disse neurologiske bivirkninger, har dog givet håb om, at behandlingen af tardiv dystoni bliver lettere. Andre medicintyper, der ofte forsøges og undertiden med god virkning, er klozapin (Leponex®), benzodiazepiner (Diazepam®), antikolinergika biperiden (Akineton®), clonazepam (Rivotril®), baklofen (Lioresal®), tetrabenazin (Nitoman®). Lokaliseret kraftig dystoni kan måske bedres med botulinum toksin indsprøjtning.